Hund & Harmoni - Referencer hundeadfærdsuddannelsen

Eventuelt_3.jpg

Vores kursister siger...

Her kan du læse om vores kursisters udbytte af Hundeadfærdsuddannelsen.

Astrid Gerd Holtet, dyrlæge (cand.med.vet.)

Jeg har været utrolig glad for Hundeadfærdsuddannelsen. Jeg synes, at niveauet har været højt med god brug af den nyeste forskning uden at miste fokus på det praktiske og hverdagsrelevante. Undervisningsmaterialerne er rigtig gode, og undervisernes evne til at formidle var i top.

Jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at bruge min nye viden, både som hundeejer og i mit arbejde. Jeg ville til enhver tid anbefale uddannelsen til andre - både nye hundeejere og folk, som har arbejdet med hunde før.

Tine Pilegaard, www.potesporet.dk

I 2014 anskaffede jeg mig en lille brun labradortæve ved navn Fella. Efter få uger fyldte hun mere i mit liv og min hverdag, end jeg havde troet at hun ville komme til. Al min tid gik på at træne hende og lege med hende. Jeg mente selv, at jeg havde enormt godt styr på det at have hund og jeg ville hende det allerbedste - dog gjorde hun nogle ting, som jeg ikke helt forstod. Det gik op for mig, at jeg ikke vidste særlig meget om hundens kropssprog og deres måde at tænke på.

Jeg blev derfor nysgerrig for at lære mere, så jeg brugte lang tid foran computeren for at lære nyt. Ved et tilfælde faldt jeg over Hund&Harmonis hjemmeside og så, at de tilbød uddannelser. Da jeg ikke var interesseret i en instruktøruddannelse, var Hundeejeruddannelsen (nu kaldet Hundeadfærdsuddannelsen) det perfekte valg for mig. Jeg fik meldt mig til i en fart og så derefter frem til et nyt kapitel med Fella.

Da tiden endelig var inde til at første weekendsamling skulle finde sted på Fyn, drog jeg spændt afsted fra Sjælland af sammen med Fella. Vi blev modtaget at super skønne undervisere. Vi blev præsenteret for hinanden og spiste fælles morgenmad, hvorefter undervisningen for alvor gik i gang. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Der blev gået i dybden med hundens kropssprog, indlæringspsykologi, klikkertræning samt praktisk træning med vores hunde. Det var en enormt lærerig weekend, og da jeg drog hjem mod Sjælland igen, kunne jeg næsten ikke vente til at komme i gang med de mange opgaver, som vi skulle igennem det næste års tid.

Det gode ved denne uddannelse er, at der er masser af tid til at passe sit normale arbejde, imens man arbejder med de opgaver og midtvejsprøver, man nu engang får tildelt. I løbet af året var vi igennem en masse vigtige emner og for hver midtvejsprøve, følte jeg mig endnu mere rustet til at have Fella. De ting, som jeg før var uforstående overfor, at hun gjorde, gav pludselig mening. De ting, som hun prøvede at fortælle mig, forstod jeg pludselig. Det var en skøn følelse at kunne kommunikere med sin hund i stedet for at gætte løs på, hvad der var i vejen med den. Alt dette på grund af Hundeadfærdsuddannelsen. 

Da tiden nærmede sig sidste weekendsamling og eksamen skulle der læses godt op, da vi som sagt havde været igennem utrolig mange emner. Sidste weekendsamling foregik på Sjælland. Vi var alle utrolig nervøse for den skriftlige eksamen, hvor vi skulle igennem mange spørgsmål på kort tid. Vores undervisere var endnu engang helt fantastiske og beroligede os. Den skriftlige eksamen gik i gang og efter 3 timer kunne vi ånde lettet op, trække vejret og nyde en god frokost. Resultaterne fra prøven ville vi først modtage noget tid efter. Resten af weekenden havde vi en sidste omgang undervisning i blandt andet fysisk førstehjælp til hunde. Vi har så heldige, at der var en dyrlæge til stede der kunne vise os, hvordan man skulle forholde sig i pressede situationer. På sidstedagen havde vi undervisning i Hundemassage til Husbehov, hvor jeg havde Fella med som prøvekanin. det var utroligt lærerigt og spændende.

Det var en lidt trist følelse, da det var tid til at tage hjemad. Hele forløbet havde været så spændende. Det eneste vi manglede for at kunne modtage vores diplomer var at lave en stor hovedopgave med valgfrit emne. Den skulle først afleveres flere uger efter, så der var god tid til at lave den.

Jeg vil helt klart anbefale andre hundeejere denne uddannelse. Jeg selv har lært mere, end jeg turde tro på, og jeg er sikker på, at Fella ville takke mig for at have meldt mig til, hvis hun kunne. Jeg har lært at aflæse hende. Jeg kender til de forskellige racegrupper. Jeg ved, hvordan hunden skal socialiseres korrekt. Dette er blot et meget lille udpluk af et meget flot, stort og gennemført pensum. Jeg ville ikke have været foruden dette forløb.